Blomstrende gårdhave på Sygehus Sønderjylland

Farverig gårdhave på Sygehus Sønderjylland

Etableringsår:

Forår 2020

Etableringssted:

Psykiatrisk afdeling Aabenraa
Kresten Philipsens Vej 15
6200 Aabenraa

Kunde:

HedeDanmark
v. driftscenterleder Nikolaj Hansen

For Sygehus Sønderjylland v. procesleder Helle Lausten.

Bed-type:

To gårdhaver på i alt 200 kvm.

Anlæg udført af:

De gode folk hos HedeDanmark v. Henry Johansen.

Om projektet:

Psykiatrien i Region Syddanmark har prioriteret at skabe blomstrende gårdhaver på Sygehus Sønderjylland. Det skyldes, at kunst, kultur og natur har en helbredende effekt og derfor er et positivt bidrag til den øvrige behandling på sygehuset.

Med den store udvidelse af sygehuset har patienterne fået meget mere dagslys og udsigt til den fredskov, som omgiver bygningerne. Indenfor er naturen også repræsenteret i fotos og vægbeklædning.

Vi har stået for at fuldende arbejdet med staudebede i gårdhaverne mellem de nye bygninger. Vores fokus var at skabe en beplantning, som kan nydes som et "levende maleri" med rolige farver og et begrænset valg af nuancer.

Plantesammensætningen er derfor i farvetonerne lilla, lyserød og lys grøn. Planternes størrelser og farver er med til at skabe dybde og højde i gårdhaverne.

For at give patienter og personale rolige former at hvile øjnene på, har vi valgt en knapt så dynamisk tilgang som i mange af vores andre projekter. Derfor har vi skabt større flader af den samme art, som skaber en rolig rytme igennem den blomstrende gårdhave.

En anden speciel detalje i projektet er vækstbetingelserne. Gårdhaverne har meget skygge og høj varme. Der er vinduer på tre sider, og gårdhavens beplantning skal også være rar at se på fra de højere etager.