Hvem er vi?

Farverig tegnestue på blomstrende mission

Hos Byblomst er vi sat i verden for at skabe mere liv i vores byer. Vi tilfører byen urban diversitet og skaber grønne lommer til mennesker, insekter og sanserne.

Byblomst har en kerne af plantenørderi, og vi har eget gartneri i Solbjerg ved Aarhus. Vores tilgang når hele vejen rundt om projektet. Fra idé til tegning. Fra tegning til plan. Fra plan til plantevejledning og til sidst: Mere liv i byen.

I Byblomst er vores mission at øge mangfoldigheden i flora og fauna i byerne og samtidig styrke trivslen og fællesskabet mellem mennesker.

En divers beplantning er nemlig ikke kun godt for øjet, men for hele vores organisme. Samtidig er vi mere tilbøjelige til at passe på naturen, hvis vi har den tæt på.

Farverigt staudebed plantet tæt på trafikeret kryds i Silkeborg

Hvad arbejder vi for?

For os handler det om at skabe plads imellem bygninger og befæstede arealer til lommer af liv, hvor vores sanser kan gå på opdagelse. Vi ved nemlig, at diversitet i beplantning øger mængden af endorfiner i hjernen – og at det i øvrigt sænker kortisol og blodtrykket hos trafikanter. Vi ved også, at en trimmet "natur", som f.eks. klippet græs, stimulerer den såkaldte målrettede opmærksomhed. Modsat stimulerer en mere vild og mangfoldig beplantning den spontane opmærksomhed, som kan medføre følgende:

”Når den spontane opmærksomhed stimuleres, opbygger vi positive emotioner og energi, der styrker vores sociale funktioner og nedsætter vores stressniveau” (Fredens, 2012 i Habitats, 2013)

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget

Bæredygtighed, FN's Verdensmål, ansvarlighed og greenwashing er begreber der fylder meget i vores hverdag.

Der er mange måder at måle bæredygtighed på. Vi koncentrerer os særligt om følgende:

  • Vi sælger projekter, som er længelevende og afstemt til de lokale vækstbetingelser.
  • Vi producerer selv vores planter. I produktionen genanvendes emballage og vand, og der bruges biologisk bekæmpelse.
  • Mange af tingene på vores kontor er fra genbrug, og ved ny-indkøb vælger vi varer fra virksomheder med værdier, der ligner vores.
  • Vi samarbejder så vidt muligt med lokale anlægsgartnere, så transporten i bil begrænses.
  • Vi vægter social ansvarlighed højt og stræber efter høj fleksibilitet, medbestemmelse og balance mellem det private og professionelle liv.