Staudebede for DOMI Bolig i Odder

Blomstrende bede i Odder

Etableringsår:

Blomstrende bede etableret i foråret 2022.

Etableringssted:

Egholmparken og Stadionvænget, DOMI Bolig, Odder.

Kunde:

Driftsafdelingen i DOMI Bolig.

Bed-type:

570 kvm. vejbede med stauder og blomster. Bedene er fordelt over rabatter mellem fortov, vej og mindre bede rundt om træer og lygtepæle.

Anlæg udført af:

DOMI Boligs egne grønne team.

Om projektet:

DOMI Boligs planter insektvenlige og blomstrende vejbede i Odder.

Den almene boligforening DOMI Bolig har et mål om at fremme biodiversiteten og bruge mindre tid på vedligeholdelse af grønne arealer. Det har den blandt andet gjort ved at etablere en række staudebede og blomstrende bede i Odder.

Vi stod for at projektere og levere plantesammensætningerne til de i alt 570 kvadratmeter vejbede.

Alle medarbejderne i driftsafdelingen hjalp til på opgaven, så de kunne omdanne de mange græsarealer til blomstrende bede på bare en enkelt dag. Du kan se billeder fra den store dag hos DOMI Bolig.

Sammen har vi etableret farverige vejrabatter med 8.520 stauder og 17.040 forårsblomstrende løg.

Plantesammensætningen kombinerer:

  • Stauder med gule, lilla, rosa, hvide og bordeaux nuancer i deres blomster
  • Opretstående og kompakte stauder, som skaber en tætblomstrende korridor
  • Mange forskellige bladformer
  • Hvide, bourdeaux og orange tulipaner
  • Lyse narcisser

Differentieret beplantning i de blomstrende bede i Odder

De smallere bede har en mere stram beplantning, mens de bredere bede har lidt mere højde. Vi har suppleret små staudebede med små elefantgræsser, så vi sikrer nogle flotte frøstande henover vinteren.

DOMI Boligs driftsafdeling har lagt en sti ind i det store blomsterbed, så beboerne kan tage sig tid til at nyde synet året rundt. Der er også lagt store træstammer ud, som vil forgå og give gode gemmesteder til de mange insekter, der vil finde nektar og pollen i afdelingens nye vejbede. Vi har opsat infoskilte, som fortæller beboerne om alle tankerne bag de nye blomstrende bede i boligforeningen.