Journalisthøjskolens nye gårdrum: Wauw-effekt og fokus på mennesker

Journalisthøjskolen-etablering (5)

Mange forskellige arter af træer og blomstrende bede skaber rum til ro og leg mellem bygningerne på den gamle journalisthøjskole i Aarhus. Til maj kan beboerne opleve de første løg og stauder i blomst.

Byblomst har netop afleveret et omfattende grønt projekt ved den tidligere Journalisthøjskole på Olof Palmes Allé i Aarhus. Her er et nyt boligområde med mere end 500 boliger vokset frem – og mellem bygningerne er der skabt frodige, levende gårdrum, der inviterer beboerne ud – og biodiversiteten ind.

11.000 stauder giver grønt nærmiljø

I alt har Byblomst leveret 11.000 stauder, 12.500 løg og 39 træer til Journalisthøjskolen. På plantelisten er der stauder som Storkenæb, Røllike og skovjordbær, og planterne er valgt for deres forskellighed i udtryk, højde, farve og sæson.

“Det kommer til at se rigtig flot ud, når de første bede begynder at blomstre i hvide, rosa og lilla nuancer til foråret. Med tiden bliver det et helt blomsterhav, og de store træer giver en dejlig rumfølelse til gårdrummet, samtidig med at de sørger for skygge og læ, når de vokser til,” forklarer Mette Lorentzen fra Byblomst.

Hun håber, at Journalisthøjskolens beboere får lyst til at opholde sig i mange timer i deres nye, grønne nærmiljø – og følge planternes udvikling over tid.

Lang sæson og mange oplevelser

Beplantningen er nøje sammensat for at sikre en lang blomstringsperiode, der giver beboerne et smukt og skiftende udemiljø og understøtter de mange forskellige aktiviteter, som Journalisthøjskolens gårdrum inviterer til.

“Vi har arbejdet meget med at understøtte de forskellige funktioner, som arealerne indeholder. Skovhaven er fx designet til ro og afslapning med lette, blomstrende trækroner og dufte, mens området ved legepladsen er vildere i udtrykket og har meterhøje stauder, som børnenes fantasi kan forsvinde i,” siger Mette Lorentzen.

Samtidig gavner de blomstrende fællesarealer mellem boligerne også den lokale biodiversitet. Insekter kan for eksempel nemt finde pollen, nektar og levesteder, forklarer projektansvarlig i Byblomst, Christina Dolleris:

"De arter, vi har valgt, lever op til dogmer, som vi altid arbejder med i vores projekter. Nogle af arterne er rige på næring og levesteder og vil tiltrække sommerfugle, bier og andre bestøvere. Om vinteren kan du visne stauder give næring til fugle og skjul til andre smådyr. Andre af planterne er valgt for deres bunddækkende evner, som er vigtigt for at holde driften på et minimum," siger Christina Dolleris.

Projektet ved Journalisthøjskolen er udført for Østjysk Bolig og etableret i tæt samarbejde med COWI og Anlægsgartnerne H. Hoffmann.

Læs mere om projektet her.

Journalisthøjskolen-etablering (3)